Få et radonfrit hus

Tips og gode råd - sådan fjerner du radon

Hvad er radon?

Radon er en let radioaktiv gasart som naturligt dannes i undergrunden de fleste steder i Danmark. Gassen kan sive ind i bygninger, og siden 1998 har det været et lovkrav at nyt byggeri skal radonsikres, ligesom man anbefaler at radonsikre eksisterende byggeri.

Radon er farlig, fordi den er kræftfremkaldende. Gassen er usynlig og lugtfri, og man risikerer derfor at blive udsat for en unødig sundhedsrisiko over en længere årrække, hvis man ikke opdager den forhøjede koncentration i tide.

 Koncentrationen af radon måles med enheden Becquerel, forkortet Bq.

 

5 risikofaktorer for radon

  • Bygningen er placeret på klippegrund
  • Byggeriet er ældre end 1998
  • Dårlig stand på bygningens konstruktion
  • Manglende ventilation i huset
  • Ingen tidligere radonmålinger
“Ved over 100 Bq/m3 bør du få nedbragt niveauet af radon”

Radon og sundhed

Radon udsender alfastråling, som kan beskadige menneskets levendes celler. Da gassen indåndes, er det primært lungevævet som udsættes for skader.

Hvis man bliver udsat for radon over en længere periode, har man en forhøjet risiko for lungekræft. Efter rygning er radon den næst-vigtigste årsag til lungekræft i Danmark, ifølge en undersøgelse foretaget af WHO. Den konkluderer, at radon i hjemmet er medvirkende årsag til 9 % af alle lungekræftsdødsfald.

 

Er min bolig i risikozonen?

Der er en tendens til, at boliger i Østdanmark har en noget højere risiko for radon end i Vestdanmark, men selv mellem to nabohuse kan der være forskel.

Bor du i et en-familieshus, skal du være opmærksom.

Den vigtigste faktor er boligens alder; er den ældre end 1998, bør du få foretaget en måling,

 

Sådan fjerner man radon

Billige løsninger

Hvis du foretager udluftning to gange om dagen et kvarter ad gangen, kan du reducere radonniveauet med op til 20%. 

Som bonus reducerer du samtidig risikoen for fugtudvikling og forbedrer dit indeklima.

Du kan derudover få foretaget tætninger af rør og sprækker ved husets fundament. Ved lave koncentrationer af radon er det en prisbillig og let løsning.

Mellemdyre løsninger

Ved højere koncentrationer kan det være nødvendigt at installere mekanisk ventilation. Her pumpes den forurenede luft ud af huset og erstattes af frisk luft. Selv om løsningen kan være dyr, giver den en blivende gevinst i form af bedre indeklima.

Ved en energirenovering kan man også radonsikre ved at lave et gennemgående tætningsarbejde.

 

Dyre løsninger

En lufttæt membran mellem bygningens fundament og gulve kan forhindre radon i at trænge ind i bygningen.  Løsningen er dog teknisk svær i gammelt byggeri, og tætheden kan blive et problem på længere sigt.

Et radonsug betragtes som den mest effektive foranstaltning, men kan være kompliceret at installere afhængigt af bygningens konstruktion.

 

Har du konstateret forhøjet radonniveau, bør du altid tale med en uvildig rådgiver om, hvilken løsning der passer bedst til din bolig.

Se en liste over rådgivere her

Hvordan måler jeg radonniveauet?

Gratis vurdering

En gratis vurdering baseret på din adresse kan foretages via websitet radonfrithjem.dk. Vurderingen er kun vejledende, men giver dig et godt fingerpeg.

Tag testen her

 

Foretag en måling

For at måle radonniveauet kan du bestille en radonmåling online. Det er ikke særlig dyrt eller kompliceret. Du vil derefter få tilsendt måleren, som skal installeres og sidde i et stykke tid. Til sidst returnerer du måleren og modtager resultatet.

 

Close Menu